De første landhøns

De første fund af fjerkræets tamformer i Danmark stammer fra århundrederne omkring Kristi fødsel, og det var sandsynligvis romerne, der udbredte kendskabet til dem gennem handel med de germanske stammer, som så bragte dem til Danmark. Hønsene vandt dermed relativt sent indpas i Danmark, idet man kender til tamhøns i andre kulturer helt tilbage til år 3000 før Kristi fødsel. Alle nutidens hønseracer nedstammer fra de sydøstasiatiske junglehøns, Bankivahøns.

Arkæologiske fund

Det ældste danske fund af høns er knoglerne fra en hane, som blev fundet på jernalderbopladsen Smedegård i Thy. De danske jernalderhøns var små og lignede den danske landhøne, som vi kender den i dag. Men selvom de ofte optræder i knoglefund fra den romerske jernalders bopladser, så er det først i middelalderen, man finder dem i større antal i Nordeuropa. 

Indtil 1800-tallet er de fleste høns i Danmark altså danske landhøns i bredeste forstand. Det er en meget broget samling af hårdføre dyr med en stor genetisk diversitet. Der var mere tale om en landhønsetype end en race.

Resten af europa

I resten af Europa ses et lignende billede. Her har man også høns af landhønsetype. I 1800-tallet kommer de store asiatiske racer til Europa og de fleste avlere blander entusiastisk disse med lokale racer for at forbedre produktionsegenskaberne hos de lokale racer.

Den første race standard

I 1879 opfordrede "Foreningen til fjerkræavlens fremme" til at undlade at krydse forskellige racer, og man fastsatte nærmere kendetegn for racen.

Dette bliver starten på den første eksteriørstandard for danske landhøns og falder fint i tråd med 1800-tallets nationalromantiske ideer. Først med den første skandinaviske fjerkræsstandard fra 1901 får man sat ord på hvordan man ønsker at en dansk landhøne bør se ud. Man bør erindre at en eksteriørstandard ikke er en spejling af virkeligheden, men ideen om et ideal. Avl efter et skønhedsideal vil altid være en et tveægget sværd, forstået på den måde at når man vælger nogle træk og gener til, vælger man andre træk og gener fra. Det går udover genpuljen som hele. 

Racehøns nu som sport                                                   

Sammen med den nye standard bliver hønseavl også til en sport, hvor der konkurreres om at komme så tæt på eksteriøridealet som muligt og lige siden har vi i raceforeningerne forsøgt at balacere sport og bevaring med mere eller mindre held. Vi i Landhønseringen mener godt at man kan balacere sport og bevaring, men det kræver en omhyggelig og etisk tilgang til avlen.